Kære medlem af Lübker Golf Klub
Sæsonen 2026 lakker stille og roligt mod sin afslutning på banen, men aktivitetsniveauet og fællesskabet i Lübker Golf Klub lever i bedste velgående!
Efteråret har budt på alt fra fantastiske internationale juniorturneringer, klubmesterskaber, afslutningsturnering og en forrygende sponsormatch til den årlige hyldest af vores uvurderlige frivillige. Selvom dagene bliver kortere, og vi bevæger os mod vintergolf og indendørs aktiviteter, trækkes der nu i arbejdstøjet, og der arbejdes i klubbens udvalg, trænerteam og bestyrelse videre bag kulisserne for at skabe de bedst mulige rammer for os alle og forbereder sig til sæsonen næste år. Vi planlægger igen i år med et medlemsmøde i slutningen af januar, hvor vi håber I vil møde op, og komme med Jeres input til klubbens fremtid.
Nyt fra Front Office – Hans Knudsen
Global Junior Golf – seks dage med international golf på Lübker
I dagene 9.–14. oktober havde vi fornøjelsen af at være værter for de to internationale juniorturneringer Lübker Junior Open og Lübker Juniors International.
Hele 120 unge, talentfulde golfspillere fra seks forskellige nationer deltog i de to turneringer, og i seks dage summede resortet af liv, golfglæde og spændende konkurrencer.
Det var en fantastisk mulighed for at vise vores smukke golfbane og resort frem for både spillere, trænere og familier fra ind- og udland.
Vi havde selv syv Lübker-juniorer med i turneringerne, og de leverede alle flotte præstationer, som vi kan være stolte af.
De tre bedst placerede spillere i hver række blev hædret med pokaler, og vi vil gerne rette en stor tak til Lars Janus, som generøst sponsorerede både pokalerne og de fine velkomstgaver til samtlige deltagere.
Også en stor tak til Gl. Ejstrup Gartneri for friske gulerødder til spillerne.
Og sidst, men bestemt ikke mindst, skal der lyde en kæmpe tak til alle vores frivillige hjælpere. Jeres indsats var helt afgørende for, at vi kunne gennemføre de to turneringer på bedste vis.
Nye åbningstider i Front Office
Vi er nu gået over til følgende åbningstider i Front Office:
Mandag–fredag: kl. 9.00–15.00
Lørdag og søndag: Lukket
Inden længe vil personalet som udgangspunkt have arbejdsplads på vores kontor på 2. sal.
Men bare rolig – vi er her stadig!
Har I brug for hjælp, spørgsmål til jeres medlemskab eller lyst til at handle i proshoppen, er I naturligvis altid velkomne til at kontakte os i åbningstiden.
I kan træffe os på:
Telefon: 38 40 80 00 (tryk 1)
Mail: golf@lubker.com
Vi glæder os til fortsat at hjælpe jer – også selvom vi ikke altid sidder synligt i Front Office.
Julehygge i proshoppen – søndag den 22. november
Julen nærmer sig, og traditionen tro inviterer vi til en hyggelig dag i proshoppen.
Søndag den 22. november kl. 10.00–14.00 byder vi på gløgg, æbleskiver og masser af god julestemning.
Vi holder samtidig juleudsalg i proshoppen, så der bliver rig mulighed for at gøre en god handel eller finde årets julegaver til golfspilleren, der har alt – eller næsten alt!
Og har du ikke brug for at købe noget, er du selvfølgelig lige så velkommen til blot at kigge forbi, nyde lidt julehygge og sige tak for en dejlig golfsæson.
Vi håber at se rigtig mange af jer!
Vintergolf – husk måtten
Vinteren nærmer sig og det betyder, at der nu skal benyttes slagmåtte ved alle slag fra klippede områder, herunder teesteder, fairways og semi-rough.
Måtterne er med til at beskytte banen gennem vintermånederne, så vi også næste forår kan glæde os over gode spilleforhold.
Har du endnu ikke en måtte, kan den købes i Front Office for 100 kr.
Tak fordi I hjælper os med at passe godt på banen!
Lübker Indoor Golf – golfsæsonen slutter aldrig!
Selvom vejret måske ikke altid indbyder til en tur på banen, behøver golfspillet heldigvis ikke gå i vinterhi.
I Lübker Indoor Golf kan I spille vores egne tre sløjfer – Sand, Sky og Forest – samt mere end 200 andre spændende golfbaner fra hele verden.
Uanset om I vil holde svinget ved lige, udfordre golfvennerne eller bare nyde et par hyggelige timer med golf, er vores indendørs simulatorer en oplagt mulighed.
Vi tilbyder både abonnementer, 10-turskort og booking af enkelte timer.
Særlig medlemspris: Kun 220 kr. pr. time.
For at få medlemsrabatten skal I blot indtaste kampagnekoden medlem i feltet Kampagnekode, når I booker.
Book jeres næste indendørs golfrunde her
Vi håber at se mange af jer i Lübker Indoor hen over vinteren!
Nyt fra Trænerteamet – Morten Bartholin
Tak for en fantastisk udendørssæson med masser af højt humør, gode fremskridt og god energi på træningsbanen!
Selvom udesæsonen er ved at runde af, ligger træningen ikke stille. Vinteren er det oplagte tidspunkt at evaluere sæsonen, arbejde med svingteknikken og holde formen ved lige.
Hold øje med kommende opslag vedrørende indendørstræning og individuelle lektioner i Lübker Indoor hen over vinteren. Lad os bruge de kolde måneder til at stå endnu stærkere klar til foråret 2027!
Nyt fra udvalgene
Kommunikationsudvalget – Pernille Kvist
Tusind tak til vores fantastiske frivillige!
Tak for en fantastisk dag til årets frivilligmatch! Det var en fornøjelse at samles om god golf, hygge og dejlig mad i Brasseriet.
Uden jeres store indsats og engagement igennem sæsonen ville klubben ikke være det samme – I er guld værd for fællesskabet!
En særlig tak skal også lyde til Erik for det fine bagtag-mærke, som bragte stor glæde.
Vi håber, I havde en dejlig dag, og vi glæder os allerede til at samle jer igen næste år!
Ønsker du også at være frivillig næste år, så kontakt gerne bestyrelsen for at høre nærmere.

Frivillige søges til turneringsudvalget
Har du lyst til at være med til at skabe gode golfoplevelser og hyggelige turneringer i Lübker Golf Klub? Vi søger engagerede medlemmer, der har lyst til at give en hånd med i turneringsudvalget i den kommende sæson. Alle bidrag er værdsatte, og du behøver ikke have erfaring – blot lysten til at være med og gøre en forskel.
Lyder det som noget for dig, eller vil du høre mere, er du meget velkommen til at kontakte Anders Jakobsen.
Sponsorudvalget – Pernille Kvist
Den 10. september afholdt vi vores årlige Sponsormatch, og det blev en igennem fantastisk dag!
Sponsormatchen er en vigtig begivenhed for os, hvor vi får mulighed for at samle og takke de mennesker og virksomheder, som er helt afgørende for klubbens drift og økonomi.
Dagens højdepunkt var uden tvivl Victors indlæg som var en stor succes, og hans imponerende drives på hhv. Sky 7 og Forest 9 vakte stor begejstring hos alle fremmødte.
Alt i alt en rigtig god og udbytterig dag med vores vigtige sponsorer – tak til alle, der deltog og bidrog til den gode stemning!

Opdateringer fra klubbens øvrige udvalg
Klubbens øvrige udvalg – Sportsudvalget (Mette Kirketerp), Handicap-, ordens- og regeludvalget samt Marshall (Anders Rolann), Klubudvalget & Fastholdelsesudvalget (Per Larsen), Baneudvalget (Anders Rolann) og Rekruttering (Christian Schøn) – arbejder i øjeblikket med evaluering af den forgangne sæson samt planlægning af aktiviteter og rammer for 2027.
Selvom der ikke er konkrete nyheder herfra i dette nyhedsbrev, arbejdes der stærkt bag kulisserne på alt fra baneoptimeringer til næste års turneringskalender og medlemsaktiviteter. Har du idéer, ris/ros eller lyst til at engagere dig i et af udvalgene, er du mere end velkommen til at række ud til bestyrelsen eller udvalgsformændene.
Bestyrelsen & kommende møder – Anders Jakobsen
Fra bestyrelsens side vil vi gerne sige tak for en fantastisk sæson 2026. Det er en fornøjelse at mærke den stærke opbakning og det gode fællesskab, der præger Lübker Golf Klub.
Kommende mødeindkaldelser: Ved bestyrelsens næste møde i november vil der blive sat dato for det kommende medlemsmøde i det nye år samt den ordinære generalforsamling i februar 2027.
Nærmere information og endelige datoer udsendes så snart aftalerne er på plads.
Mange golfhilsner og ønsker om et godt efterår.
Bestyrelsen & Teamet i Lübker Golf Klub
